Sag | 30.07.2026
JYSK-koncernen lejer lagerarealer svarende til ni fodboldbaner. Bag udlejningen står Nordicals Horsens med Sampension som udlejer.
En lagerejendom på Nokiavej i Horsens med over 63.000 kvadratmeter – et areal svarende til rundt regnet ni fodboldbaner – har fået JYSK-koncernen som ny lejer i en af de største udlejninger i flere år.
”Vi fik opgaven fra Sampension, og med afsæt i vores årelange samarbejde med JYSK har vi diskret forhandlet en lejeaftale på plads ganske hurtigt. I areal må der være tale om en af årets hidtil største udlejning i hele landet,” siger partner Nikolai Høgh fra Nordicals Horsens.
Han har sammen med partner Per Ahlgreen stået for udlejningen og for at rådgive Sampension, som købte ejendommen i 2018. Dengang var transportkoncernen DSV lejer af bygningen, men siden er DSV flyttet til større og nybyggede lokaler andetsteds i Horsens.
JYSK har hovedsæde i Aarhus og vil samle flere nuværende lagerfaciliteter i ejendommen på Nokiavej, som ligger tæt på E45. Flytningen ventes at ske gradvis fra september, og dyne- og møbelkoncernen forventer at få 30 arbejdspladser på lageret i Horsens.
”Udlejningen til JYSK er det seneste eksempel på, at virksomhederne opfatter området langs E45 centralt i Jylland som et vigtigt knudepunkt for lager, logistik og transport. De seneste 2-2½ år har vi udlejet over en kvart million kvadratmeter i området,” siger Nikolai Høgh fra Nordicals Horsens.
Den samlede ejendom omfatter desuden 10.000 kvadratmeter kontorer. Opgaven med at udleje kontorarealet til en eller flere virksomheder ligger også hos Nordicals Horsens.
Kontaktoplysninger:
Seneste artikler
Til top