København fortsætter vækst – disse befolkningsgrupper får brug for flere boliger

København fortsætter vækst – disse befolkningsgrupper får brug for flere boliger

Markedsudvikling | 01.03.2023

Det er ingen overraskelse, at befolkningsvæksten fortsætter i København og på Frederiksberg de næste mange år, men for boliginvestorer og -udviklere er det vigtigt at vide, hvordan de forskellige befolkningsgrupper udvikler sig.

Også i fremtiden bliver der flere og flere indbyggere i København og på Frederiksberg, viser befolkningsstatistikken og -fremskrivningen fra Danmarks Statistik.

Den positive demografiske udvikling kommer næppe som den store overraskelse for de fleste, men for boliginvestorer og -udviklere er det særligt interessant at vide, hvordan de forskellige befolkningsgrupper forventes at udvikle sig.

I 2015 havde kommunerne København og Frederiksberg tilsammen 683.000 indbyggere, mens tallet ved indgangen til 2023 var vokset til 758.000. Et tal, som forventes at vokse yderligere til omkring 808.000 i 2035 – svarende til en samlet befolkningsvækst på 6-7 procent over de kommende 12 år.

Mest bemærkelsesværdigt ved befolkningsfremskrivningen er, at antallet af unge mellem 20 og 29 år topper i disse år for derefter at ligge nogenlunde stabilt frem til år 2035. Den anden befolkningsgruppe, der – ifølge prognosen – ikke følger den samlede befolkningsvækst, er gruppen med de yngste seniorer. For godt nok stiger antallet af de 50-69-årige fortsat, men omkring et årti frem vil antallet af de yngste seniorer stabilisere sig, når toppen forventes at være nået i 2032.

Tre vækstmotorer
Befolkningsvæksten i København og på Frederiksberg er drevet og bliver den kommende årrække drevet af personer i alderen 30-49 år, som er kendetegnede ved en klar overvægt af børneforældre, børn og unge under 20 år samt personer på over 70 år.

Det viser nyt data, som Nordicals Foresight-redaktionen har bearbejdet på baggrund af befolkningsstatistikken og -fremskrivningen fra Danmarks Statistik. Nordicals Foresight er et nyt, datadrevet, digitalt indholdsunivers, hvor Nordicals giver perspektiver på, hvad der driver og definerer dagens ejendomsmarked, men i høj grad også, hvad der driver morgendagens marked.

Analysen af befolkningsudviklingen i København – og løftet til et generelt, nationalt niveau – kan underbygges af mange faktorer, som i forskellige grader påvirker, hvor, hvordan og hvorfor folk bosætter sig, som de gør. Boligpriser, boligtyper, boligbehov, boligbyrde, privatøkonomi, lånevilkår, flyttebalance og -mønstre, arbejdspladser, nye individuelle behov og ønsker samt moderne, ændrede strukturerer med blandt andet flere enlige er de vigtigste faktorer.

Flyttebalance
Denne artikels fokus på befolkningsstatistikken og -fremskrivningen for København og Frederiksberg, hvor flyttebalancen viser en klart størst nettotilflytning af de 20-24-årige, der typisk kommer for at studere, mens nettofraflytningen omvendt er størst blandt de 30-34-årige efter endt studie, er vigtig viden for både boliginvestorer og -udviklere, som overvejer eller planlægger boligprojekter eller at handle med boliger målrettet børnefamilier eller unge studerende, hvor sidstnævnte gruppe især går efter små og mindre værelser eller lejligheder i centralt beliggende etagebyggeri.

Børnefamilier går typisk efter større lejligheder, rækkehuse eller parcelhuse i udkanten eller oplandet til byen, mens den ældste befolkningsgruppe ofte søger noget helt tredje. Det kan være seniorboliger eller seniorboligfællesskaber, som bliver mere og mere udbredte.

En tredjedel flere seniorer i 2035
Fra 2015 til 2035 bliver der cirka en tredjedel flere personer over 50 år i kommunerne København og Frederiksberg, såfremt prognosen fra Danmarks Statistik holder stik, og det understøtter, hvorfor seniorboliger og seniorboligkoncepter fortsat vinder frem hos udviklere og investorer.

Fra 2023 til 2035 vil antallet af de yngste seniorer – folk mellem 50 og 69 år – forventeligt være vokset med 10 procent til 154.000, mens de ældste seniorer – folk på over 70 år – forventes at være vokset med hele 27 procent til omkring 79.000. Men andre ord: De yngste seniorer, som især udviklere og investorer finder interessante, fordi de har en stærkere privatøkonomi, vil om 12 års tid udgøre to tredjedel af alle seniorer.

Seniorboliger og seniorbofællesskaber
I 2022 lavede den rådgivende ingeniør- og arkitektkoncern Cowi en national undersøgelse for den filantropiske forening Realdania, hvori hver fjerde adspurgte borger mellem 50 og 75 år udtrykker interesse i at bo i et seniorbofællesskab. Det skaber potentialer for kommuner med interesse i at etablere seniorbofællesskaber, for når seniorer flytter fra deres bolig, giver det blandt andet plads til nye, eftertragtede børnefamilier.

”Flere kommuner er begyndt at se gode muligheder i at etablere seniorbofællesskaber og gøre netop den boligform til en del kommunens seniorboligpolitik. Det er rigtig positivt. Med undersøgelsen her håber vi at kunne give dem et endnu bedre vidensgrundlag, når de skal drøfte og siden beslutte, hvilke typer af seniorboliger der kan være attraktive at etablere, og hvilke positive, afledte effekter de kan forventes at have,” siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania, i en kommentar til rapporten om seniorbofællesskaber.

Seniorboliger er typisk målrettet til personer på over 50 år.

To hovedårsager till befolkningsvækst
Tilbage til København, hvor befolkningsvæksten har to hovedårsager; dels bliver der født flere børn, end der er dødsfald, det såkaldte fødselsoverskud, dels flytter der flere folk til København fra andre lande, end der flytter fra København til udlandet. Det gjorde sig også gældende i 2022, hvor der nettoindvandrede 7.400 personer alene til Københavns Kommune fra udlandet, mens fødselsoverskuddet var på 5.400 personer.

 

Se to grafikker i bunden af artiklen

 

Vil du være opdateret på markedsudviklingen nationalt, lokalt eller regionalt? Eller over det dele?

I vores datadrevne, digitale indholdsunivers Nordicals Foresight kan du læse om faktorer, der påvirker det danske ejendomsmarked. Læs om den nationale udvikling her, mens du i CityForesight her kan følge det professionelle marked i over 20 danske byer og områder.

Befolkningsudvikling i København

Befolkningsstatistik og -fremskrivning for København (Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune).

Kilde: Danmarks Statistik (befolkningstallet er per 1. januar 2023, mens den årlige befolkningsfremskrivning er fra 2022)

Flyttebalance i København

København dækker over Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

Kilde: Danmarks Statistik (data per 1. januar 2023)

Til top