Kommentar: Hvem vinder kampen om pengene?

Regeringen risikerer at skræmme investorer væk med sin lovgivning, især den påtænkte lagerskat, skriver Erik Andresen, administrerende direktør i Nordicals A/S i denne klumme.

Kommentar: Hvem vinder kampen om pengene?

Af Nordicals

D. 10.09.20

Investeringer er en forudsætning for vækst. Så simpelt er det. Det handler om arbejdspladser, bedre boliger, moderne kontorer og udvikling af danske byer. Derfor er det positivt, at udenlandske investorer fortsat ser lunt på danske mursten. Det er investeringer direkte i Danmark.

At Danmark og det danske ejendomsmarked fortsat er attraktivt, skyldes flere ting. En af dem er regeringens håndtering af corona og støtten til dansk erhvervsliv. Det er særdeles positivt. Desværre ser det ud til, at vores regering er mere optaget af at låne penge end at tiltrække investeringer til Danmark.

Helt konkret risikerer regeringen at skræmme investorer væk med deres lovgivning. Det er f.eks. med ændringerne i boligreguleringslovens paragraf 5.2 og ikke mindst tankerne omkring indførsel af lagerbeskatning. Senest har PFA annonceret, at de flytter projekter for i omegnen af 500 lejligheder til Sverige alene pga. paragraf 5.2. Desværre er dette ikke en enlig svale. Regeringen er lige nu ved at gøre Danmark, danske byer og danske ejendomsprojekter mindre attraktive for investorer. Det taber vi alle på.

Der vil altid være en kamp om investorernes penge, og efterårets komplekse marked gør det ikke nemmere. Ser man på nøgletallene for den globale økonomi, så peger de i forskellige retninger. Vi har set stort fald i BNP, en stigning i arbejdsløshed og der er en risiko for en anden corona-bølge. Samtidig er der vækst på det danske boligmarked, vækst på det globale aktiemarked, og flere virksomheder er kommet med fornuftige halvårsresultater.

Den øgede kompleksitet har gjort flere investorer mere tilbageholdende og med mange års vækst, kombineret med den lave rente og lempelige pengepolitik, er der mange penge i markedet. Ingen må dog glemme, at det altid er en kamp om investorernes gunst. Det er kampen om penge. Vil investorerne vælge aktier? Vil investorerne vælge ejendomme? Vil de vælge Danmark, eller vil de vælge Sverige? Kampen om pengene er der altid, og det er en vigtig kamp at vinde.

Formår Danmark at tiltrække investeringer, er det en investering i Danmark. Det er arbejdspladser, det er bedre boliger, det er moderne kontorer og ikke mindst skattekroner til den danske velfærd. Det er til gavn for alle.

Til top