Markedsudvikling | 23.06.2026
Landets store transportknudepunkt har underskud af moderne logistikejendomme og erhvervsjord, påpeger Nordicals. Og efter kommunalvalget har et af rådhusene skruet lidt op for charmen over for lokale virksomheder.
”De vil alle tre det samme, Fredericia, Kolding og Vejle: De vil udvikle nye, attraktive boligområder for at tiltrække flere borgere, og så vil de udvikle deres havnearealer og nye erhvervsområder,” siger Jon Stefansen, indehaver af Nordicals Trekantområdet.
Umiddelbart er det ros til de tre rådhuse, som dermed understøtter flere års udvikling med stigende indbyggertal, ikke mindst i Vejle. Udfordringen er dog, at der ifølge Jon Stefansen ikke er brugt tilstrækkeligt med kræfter på at anskaffe og udvikle erhvervsjord samt etablere nye erhvervsområder.
Læs om den store efterspørgsel på boliger i Trekantområdet
Behov for bygninger og byggejord
”Vi er landets store knudepunkt for transport og logistik, men i øjeblikket er der underskud af moderne lager- og logistikejendomme. Stigende byggeomkostninger har gjort, at der ikke er blevet bygget ret meget nyt det seneste halvandet år, så der er opstået et efterslæb. Nu står vi med stor efterspørgsel, men der er mangel på erhvervsjord, hvor virksomhederne kan bygge,” fortæller Nordicals-mægleren.
Problemet er især, at jorden ikke er gjort klar til erhverv via lokalplaner og ikke er færdigudviklet. Når der ikke er udarbejdet lokalplaner, kan virksomheder ikke gå i gang med at bygge.
”I de eksisterende bygninger er selvfølgelig en vis tomgang, men særligt loftshøjden kan være en udfordring, fordi virksomhederne i dag er nødt til at have effektive lagerhaller og terminaler. Samtidig lægger mange vægt på en god ESG-profil, fx med lavt energiforbrug og sundt indeklima for de ansatte.”
Klar med råd og vejledning
Jon Stefansen tilføjer, at Nordicals jævnligt hjælper virksomheder på jagt efter bedre lokaler eller ledig byggejord.
”Der er drøntravlt på brugermarkedet, og vi har god føling med alle dele af Trekantområdet. Desuden kan vi rådgive om, hvorvidt – og hvordan – eksisterende ejendomme kan bygges om, så de opfylder virksomhedens ønsker og krav. Jeg forventer, at et stigende antal eksisterende ejendomme vil blive omdannet eller ombygget. Vi har også gode kontakter til virksomheder og investorer, som fx har mere jord, end de selv forventer at bruge.”
Læs om, hvordan Nordicals hjalp nethandelkoncern med sale-and-lease-back-aftale
Kamp om virksomheder
Nordicals-mægleren opfordrer politikerne på de tre rådhuse til at have fokus på fremtidens behov.
”Selv om vores område har store geografiske og trafikale fordele, så er det vigtigt, at der er adgang til byggejord nu og i fremtiden, og at fx byggesager bliver behandlet hurtigt. Ellers risikerer vi, at nogle virksomheder foretrækker at slå sig ned i – eller ligefrem flytte til – andre steder som Middelfart, Vejen og Horsens,” pointerer Jon Stefansen fra Nordicals Trekantområdet.
Erhvervslivet i Fredericia glæder sig måske over udfaldet af kommunalvalget i efteråret, da Venstre overtog borgmesterposten. Mens Kolding og Vejle har borgerlig borgmester ligesom før valget, så svingede fæstningsbyen fra rød til blå.
”Normalt står de lokale byråd sammen i brede flertal om erhvervsudvikling, men mange virksomheder har nok en opfattelse af, at blå borgmestre ofte er lidt mere imødekommende over for erhvervslivets ønsker og behov.”
I Fredericia måtte Socialdemokratiet overdrage borgmesterkæden til Venstre, som nu sidder på alle borgmesterposter i Trekantområdet trods et sløjt kommunalvalg på landsplan.
Læs eksperternes bud på, hvor meget byrådene reelt kan styre byudviklingen
Til top