Markedsudvikling | 23.08.2023
Hele fire byudviklingsområder i Holstebro med potentielt samlet over 1.000 nye boliger har fokus på både kvalitet og bæredygtighed. ”Mange boliglejere er blevet kræsne og vil have kvalitetsboliger,” siger partner i Nordicals Vestjylland.
Et markant anlægsprojekt med etablering af motorvej har de senere år præget udviklingen i Holstebro, mens der nu er blevet taget hul på hele tre store byudviklingsområder og et boligprojekt med potentielt samlet over 1.000 nye boliger.
Udviklingen tog for alvor fart, da den fuldt udbyggede motorvej mellem Holstebro og Herning åbnede i 2018. Det har betydet, at trafikanter nu kan køre turen på 17 minutter mod tidligere 31 minutter. Motorvejen blev bygget forud for opførelsen af det nye supersygehus, Regionshospitalet Gødstrup, som siden i fjor har erstattet hospitalerne i Holstebro og Herning.
”Motorvejen har på flere måder løftet Holstebro og givet nye, gode muligheder for byudvikling,” fortæller Kasper Bergenhammer Andersen, der er partner i erhvervsmægleren Nordicals Vestjylland.
Sygehusgrunden
Det gamle sygehus – blot omtalt som Sygehusgrunden – centralt i Holstebro skal over de næste mange år ombygges til en helt ny bydel med fokus på genanvendelse og bæredygtighed.
Bag det store transformationsprojekt, hvor stort set alle sygehusbygninger bliver bevaret for at minimere CO2-aftrykket, står Arealudviklingsselskabet Sygehusgrunden bestående af Holstebro Kommune, Færchfonden og Aksel Nørgaard Holding. Parterne forventer, at transformationen af Sygehusgrundens godt 80.000 kvadratmeter ejendomme og hele projektet løber op i omkring 2 milliarder kroner.
”Det, der kendetegner projektet på Sygehusgrunden, er, at en stor del af de eksisterende bygninger bliver bevaret af hensyn til klimaet og bæredygtighed,” bemærker Kasper Bergenhammer Andersen.
Tre andre projekter
Et andet sted centralt i Holstebro – umiddelbart nord for City og gågadenettet, tæt på banegården og kollektiv trafik – ligger den gamle slagterigrund. Grunden har et samlet areal på 8,4 hektar, og cirka 13.000 kvadratmeter af de tidligere slagteribygninger bevares i forbindelse med udviklingen af det nye byområde kaldet Slagteriet. Det er kommunens mål at skabe et mangfoldigt og attraktivt boligkvarter med forskellige boligtyper, mens uddannelse og kultur integreres, og offentlige byrum kommer til at binde hele området sammen.
Udviklingen af Slagteriet, der har fokus på lejeboliger og ungdomsboliger, er opdelt i etaper, og det er som investor stadig muligt at være med til at præge bydelens fremtid.
I den sydøstlige del af Holstebro er Halgaard Enge-projektet også ved at skyde op af jorden. Halgaard Enge er en af de største, private udstykninger i Midt- og Vestjylland med plads til 700 både ejer- og lejeboliger i forskellige former for byggeri. Bag udstykningen står lokale VEM Byg, som har åbnet for udlejningen af de første rækkehuse.
Udover de tre byudviklingsområder peger Kasper Bergenhammer Andersen på projektet med Nørreporthusene, som bliver et nyt område med boliger, caféer og et supermarked omkring den gamle politibygning. Området skal binde gågaden i Holstebro sammen med banegården.
Mere kræsne boliglejere
Trods sin geografiske placering i Vestjylland kan Holstebro Kommune i den kommende årrække se frem til at bevare et stabilt indbyggertal, viser befolkningsstatistikken og -fremskrivningen fra Danmarks Statistik. Ved indgangen til 2023 lå indbyggertallet på 59.000, hvilket forventes at være uændret i 2035. Det er primært personer over 70 år og i mindre grad personer i alderen 30-49 år, som er kendetegnede ved en klar overvægt af børneforældre, samt børn og unge under 20 år, der sikrer et stabilt indbyggertal, viser prognosen.
Spørgsmålet er, hvordan markedet kan bære hele fire nye byudviklingsområder?
”Der er ingen tvivl om, at der i dag mangler lejeboliger i Holstebro – især på centrale beliggenheder og i lokalområderne Mejrup, Mejdal og Halgaard. Vi kan desuden mærke, at mange boliglejere er blevet kræsne og vil have kvalitetsboliger fremfor ældre parcelhuse eller andre boligejendomme, som for dem måske ikke længere er tidssvarende eller har den rette størrelse – og ikke ligger centralt i Holstebro eller i lokalområderne,” forklarer Kasper Bergenhammer Andersen.
Spæd optimisme på transaktionsmarkedet
Det er i langt overvejende grad lokale bygherrer, der står for udviklingen af ejendomsmassen i Holstebro, hvor erhvervsmægleren også fremhæver lager og logistik som et segment med en ”fornuftig” efterspørgsel:
”Det går knap så hurtigt inden for udlejning af butikker og kontorer. Især mærker vi, at detailhandlen har det svært med lidt mere rokade end tidligere.”
”På transaktionsdelen er investeringsklimaet selvfølgelig også blevet påvirket af den generelle opbremsning i det danske ejendomsinvesteringsmarked – blot i mindre omfang. Hvis sælger af for eksempel en boligudlejningsejendom ikke kan få, hvad han ønsker, så trækker han bare handlen, indtil renterne falder. Men når det er sagt, så synes jeg faktisk, at den opbremsning, vi kunne mærke i slutningen af 2022 og i starten af 2023, er ved at blive erstattet af en fornuftig optimisme,” siger Kasper Bergenhammer Andersen, der mener, at det udelukkende er udefrakommende faktorer – primært bedre lånemuligheder – som for alvor kan løftet investeringsmarkedet i Holstebro.
Læs også ”Disse byer i Region Midtjylland får størst vækst i boligbehovet frem mod 2040”
Læs også ”Midtjylland er Danmarks mest vækstende region”
Planer om milliardprojekt med brintanlæg
Lige inden årsskiftet offentliggjorde Ørsted og Skovgaard Energy, at de i et partnerskab vil investere et milliardbeløb i et storskala-brintanlæg i Idomlund ved Holstebro, som over tid kan blive et af verdens største.
”Hvis det spændende projekt bliver realiseret, kan det på flere positive måder have en afsmittende indvirkning på Holstebro og hele området,” siger Kasper Bergenhammer Andersen fra Nordicals Vestjylland.
Læs også Historisk lav tomgang for kontorer i Midt- og Vestjylland
Vil du være opdateret på markedsudviklingen nationalt, lokalt eller regionalt? Eller over det dele?
I vores datadrevne, digitale indholdsunivers Nordicals Foresight kan du læse om faktorer, der påvirker det danske ejendomsmarked. Læs om den nationale udvikling her, mens du i CityForesight her kan følge det professionelle marked i over 20 danske byer og områder.
Seneste artikler
Nordicals formidler salg af usædvanligt stor investeringsejendom i Haderslev
Storkøbenhavn: Disse faktorer driver industri- og logistikmarkedet
Primære kontorer løber fra sekundære kontorer i København
Nordicals Sjælland: Dette område skal du holde særligt øje med
Nordicals bistår Catena i køb af ny logistikejendom til 289 mio. kr.
Til top