Nye partnere hos Nordicals Horsens

Nye partnere hos Nordicals Horsens

Organisation | 11.01.2023

Ved årsskiftet indtrådte to nye i partnerkredsen hos Nordicals Horsens. 30-årige Nikolai Høgh, der de seneste år har været erhvervsmægler hos Nordicals, og 33-årige Jesper Düring, der har en fortid i bankverdenen og hos Formuepleje, udgør nu partnerkredsen sammen med Per Ahlgreen og Bo Pinholt.

Pr. 1. januar udvidede Nordicals Horsens partnerkredsen fra to til fire. To unge talenter, Nikolai Høgh og Jesper Düring, supplerer fremover de erfarne partnere, Per Ahlgreen og Bo Pinholt.

”Jeg har været selvstændig og haft med erhvervskunder at gøre i 20 år, og i den tid har jeg set flere vente for længe, og så får de ikke mulighed for at overlevere viden, netværk osv. Da de rigtige mennesker stod her i form af Jesper og Nikolai, var Per og jeg derfor enige: Det er nu. Det er vigtigt med ny energi og viden, der kan supplere den erfaring Per og jeg har,” fortæller Bo Pinholt.

Han suppleres af Per Ahlgreen, der fortæller, at de to nye partnere kan bidrage til at løfte forretningen det næste skridt i forhold til en datadrevet tilgang til mæglerfaget, og at de dertil besidder stærke netværkskompetencer og en ærgerrighed i forhold til hele tiden at løfte forretningens samlede indsats.

Nikolai Høgh, der har en fortid som professionel golfspiller, begyndte som erhvervsmægler i Nordicals i 2020 og har siden gjort lynkarriere i organisationen. Han fortæller, at han allerede fra tiden som golfspiller dyrkede relationerne i Horsens’ erhvervsliv.

”Branchen tiltalte mig, fordi du som erhvervsmægler belønnes for at tænke i kvalitet, langsigtede relationer og ordentlighed. Bo og Per har så ovenikøbet formået at skabe et miljø, hvor der er mulighed for at udvikle sig og lære blandt de bedste.”

Jesper Düring har en fortid hos Sydbank og Nordea og har de seneste år arbejdet for Formuepleje. I efteråret startede han hos Nordicals Horsens med det klare mål at træde ind i partnerkredsen.

På landsplan har Nordicals cirka 200 ansatte fordelt på 24 forretninger. Pr. 1. januar er der ni medarbejdere i Horsens plus en projektsalgsafdeling med to.

 

Nordicals Horsens afholder reception på Restaurant UNDA, Havnen 11 i Horsens fredag d. 27. januar fra kl. 13-17.00 for at fejre de to nye partnere og Bo Pinholts 20-års jubilæum.

Til top