Spirende optimisme blandt investorer og udviklere på MIPIM

Spirende optimisme blandt investorer og udviklere på MIPIM
Markedsudvikling | 14.03.2024
MIPIM er godt i gang og bød i går på et velbesøgt netværksevent, hvor vi sammen med Exometric og Kuben Management inviterede til dialog og drinks på en tagterrasse et stenkast fra Palais des Festivals. Traditionen tro giver vi en dugfrisk temperaturmåling på de temaer og tendenser, der præger de mange gode dialoger med investorer, udviklere og andre brancheaktører i sydfranske Cannes.
Det første og helt oplagte tema er den generelle temperatur på markedet. Selvom den rå transaktionsstatistik endnu ikke har vist, at markedet er kickstartet, så fornemmer man på MIPIM, at optimismen er begyndt at spire. For der er langt større underliggende aktivitet på markedet end for et år siden - og tendensen er, at antallet af investorer, der signalerer, at de er klar til at købe, er stigende. Det samme gælder hos projektudviklerne, der viser stigende interesse i køb af byggeretter. Flere projektudviklere forventer, at renten vil falde og lejen stige i perioden fra projektering til færdigt byggeri.
Spørgsmålet er så, om investorerne er klar til at købe til et afkast, der matcher sælgers forventninger. Baseret på de mange dialoger på MIPIM tyder det på, at vi er ved at være der. Det understøttes af det seneste halvandet års relativt stillestående marked, hvor investorernes og fondenes likviditetsopsparinger er steget, hvilket har skærpet investeringsappetitten. Den spirende optimisme får samtidig flere og flere sælgere til at overveje, om det er tid til at gå i markedet. Derfor forventer vi hos Nordicals, at den stigende underliggende aktivitet vil vise sig i transaktionsmarkedet allerede i løbet af første halvår af 2024. 
Udenlandske investorer øjner stadig sale-and-lease-back
Et andet tema, der fortsat høster interesse (særligt fra de udenlandske investorer), er sale-and-lease-back ejendomme. Her kan investorerne få et lidt højere direkte afkast end på for eksempel boligejendomme, og med en lang lejekontrakt er der mulighed for at sikre et stabilt cash flow over en lang årrække.
I og med låneomkostningerne ikke har udsigt til at falde drastisk i 2024, vil sale-and-lease-back fortsætte med at være en attraktiv løsning for virksomheder for at realisere værdien af ellers illikvide ejendomsaktiver. Med andre ord er der interesse fra investorerne og positive bevæggrunde for potentielle sælgere. 
Et transparent og tredobbelt bundlinjefokus
Et sidste tema, der er omdrejningspunkt for mange dialoger, er den bæredygtige omstilling. Det skyldes ikke mindst EU’s CSRD-direktiv, som trådte i kraft fra årsskiftet, og som presser investorer, udviklere og rådgivere til at integrere et transparent og tredobbelt bundlinjefokus i deres forretningsdrift og -strategi.
Der er med andre ord ikke længere nogen, der kan slippe udenom at forholde sig til den bæredygtige agenda. Udfordringen ejendomsbranchen står overfor er at forvandle forpligtelser til virkelighed, og her er MIPIM en fantastisk platform i forhold til at udveksle ideer, perspektiver og løsninger.

Til top