Stort hotelprojekt på vej i Kalundborg

Stort hotelprojekt på vej i Kalundborg

Sag | 03.02.2025

Nordicals Sjælland har netop formidlet salget af et erhvervsprojektareal i Kalundborg på ca. 35.500 kvadratmeter til udviklingsselskabet BPL af januar 2025 ApS. 

Udviklingsselskabet BPL af januar 2025 ApS har netop købt et erhvervsprojektareal på ca. 35.500 kvadratmeter umiddelbart øst for Kalundborg Rådhus. Projektet indeholder blandt andet et stort hotelprojekt på ca. 180 værelser og lejligheder med tilhørende konferencecenter. Derudover skal der opføres et kontorhotel for nytilkomne virksomheder og startups. 

Nordicals Sjælland har udbudt grunde og erhvervsprojekt på vegne af Kalundborg Kommune og partner hos Nordicals Sjælland, Henrik Nikolajsen, beretter om et attraktivt projekt med stor interesse. 

"Kalundborg har tiltrukket enorme investeringer omkring Novo, og samtidig blomstrer der blandt andet flere store projekter op på havnen. Det baner selvsagt vejen for nye investeringer, og byen har i efterhånden nogle år savnet et hotelprojekt. Derfor var det heller ikke overraskende, at vi har oplevet stor interesse for projektet fra udviklere og investorer," fortæller Henrik Nikolajsen. 

Stor opbakning fra erhvervslivet

Projektet blev udbudt i tre delområder og BPL af januar 2025 ApS har købt alle tre. Grundene ligger ved Holbækvej, der er en af Kalundborgs største indfaldsveje, og tæt ved Novo Nordisks store fabrikskompleks, Kalundborg Rådhus, togstationen og byens uddannelsesinstitutioner. 

"Beliggenheden lige overfor Novo Nordisks fabrikker og ved den kommende motorvej kan ikke være mere ideel. BPL af januar 2025 ApS har købt et enormt spændende projekt, hvor der er mulighed for at skabe et projekt der samler flere brancher og udnytter synergierne mellem dem. Det understreges også af den store opbakning til projektet, vi allerede ser fra byens erhvervsliv," udtaler Henrik Nikolajsen. 

Planlægnings- og projekteringsarbejdet vil blive hjulpet af et etableret advisory board med repræsentanter fra byens uddannelser og erhvervsliv. Det inkluderer blandt andet Novo Nordisks A/S, Multi-tech A/S, Novonesis A/S, Kalundborg Refinery A/S, Novo Nordisk Engineering (NNE), Professionshøjskolen Absalon og Intertek Danmark A/S, ligesom Kalundborg Kommune inddrages i planlægningssamarbejdet. 

BPL af januar 2025 ApS går nu i gang med at udarbejde det egentlige projekt. 

Til top