Yderområderne brager frem: Stærk køberinteresse på tværs af Sjælland

Fra tidligere ostefabrik i Gørlev og nedlagt rådhus i Glumsø til en velbeliggende håndværkerejendom i Hårlev – historierne er forskellige, men fællesnævneren er klar: De repræsenterer den markante efterspørgsel på erhvervs- og investeringsejendomme, som i øjeblikket præger de sjællandske yderområder.

Virksomheder og investorer søger i stigende grad mod regionens mindre byer for at finde de rette kvadratmeter, og det skaber et særdeles aktivt marked på tværs af hele Sjælland. Tre nylige handler formidlet af Nordicals Sjælland understreger da også en tydelig virkelighed: Når attraktive ejendomme med god beliggenhed og lokalhistorie rammer markedet, får de sjældent lov at ligge længe. Med stor interesse fra både lokale og regionale købere går salgsprocessen stærkt – og ejendommene ender ofte med at blive solgt over udbudsprisen.

Yderområderne brager frem: Stærk køberinteresse på tværs af Sjælland

Mangel på alternativer udløste budrunde i Hårlev

På Hårlev Mark 1A har Nordicals Sjælland formidlet salget af en klassisk håndværkerejendom med en god kombination af administration og lager. Ejendommen blev oprindeligt opført i 1996 til brug som domicil for Højager Belysning, som nu flytter til andre lokaler i forbindelse med, at virksomheden er kommet på nye hænder.

Sagen følger et klassisk mønster, hvor en ejendom opføres til eget brug, hvorefter behovet ændrer sig, og bygningen udbydes på markedet. Netop det forhold var udslagsgivende for den store interesse, som førte til en budrunde og et hurtigt salg over udbudsprisen.

”Når denne type erhvervsejendomme kommer til salg, vil interesserede aktører byde sig til, for alternativerne er få – eller måske slet ingen – udover et nybyggeri. Nybyg er for manges vedkommende dels dyrt, dels kan det for nogle aktører være svært at opnå opbakning til i deres pengeinstitut,” udtaler Christian Christiansen, erhvervsmægler hos Nordicals.

”Derfor har eksisterende erhvervsejendomme en fortsat stor berettigelse og en markant efterspørgsel. De mangler simpelthen i markedet,” fortsætter han.

 

Historie og bred efterspørgsel i Gørlev

På den anden side af Sjælland gentog mønsteret sig på Kirkevangen 2 i Gørlev – en erhvervsejendom med en særlig lokalhistorisk betydning som tidligere ostefabrik og osteudsalg. Også her blev salget gennemført hurtigt og over udbudsprisen efter stor interesse fra flere potentielle købere.

”Ejendommen har en særlig historie, og det er altid spændende at se, hvordan ejendomme med lokalhistorisk betydning udvikler sig gennem årene og får nyt liv hos nye ejere,” udtaler Mariella Søndergaard, erhvervsmægler hos Nordicals.

”Handlen er endnu et bevis på en tendens, vi oplever i markedet netop nu. Interessen for erhvervsejendomme uden for de største byer er stigende, og flere købere er villige til at se længere væk end de mest traditionelle placeringer for at finde den rette ejendom.”

Mariella Søndergaard fremhæver, at køberfeltet i yderområderne dækker bredt:

”Vi ser en positiv udvikling på markedet for ejendomme i yderområderne, hvor interessen er langt bredere, end mange måske forventer. Uanset om det drejer sig om produktion, lager, investering eller ejendomme med potentiale for nye anvendelser, er der købere til mange forskellige typer erhvervsejendomme.”

 

Det tidligere rådhus i Glumsø blev solgt på få måneder

Midt på Sjælland, i Glumsø, gør nøjagtig samme billede sig gældende. Her har Nordicals Sjælland netop formidlet salget af Realskolevej 5 – Glumsøs tidligere rådhus fra 1920, som i 2009 blev gennemgribende konverteret til en attraktiv boligudlejningsejendom med 16 lejemål fordelt på 1.586 m².

Eftersom bygningen blev konverteret i 2009, gælder reglerne om fri husleje, hvilket sammen med en historisk lav tomgang og gode genudlejningsmuligheder gjorde ejendommen til et attraktivt investeringsobjekt.

”For et område som Glumsø er det en større investeringsejendom, og det er sjældent, at der er så mange lejligheder til salg på én gang i disse mindre byer. Men salgsprocessen gik rigtig fint, og der var flere bud på ejendommen i forløbet,” fortæller Jesper Jensen, erhvervsmægler hos Nordicals.

Salget faldt på plads på omkring tre måneder, da en lokal investor med kendskab til byen slog til:

”Vi fandt – blandt flere interesserede – en lokal investor, som i forvejen ejer en ejendom i Glumsø og havde mod på mere. Sælger har flere ejendomme, som vi løbende har solgt ud af i forbindelse med en tilpasning af porteføljen, og denne handel understreger, at der er en stærk, lokal køberlyst i regionen,” slutter Jesper Jensen.

 

Ejendomme direkte i indbakken

Få besked om nye sager, før de rammer markedet, eller hør om diskrete off-market-ejendomme, der matcher lige præcis dine kriterier.

Vælg mindst én ejendomstype

Få besked om nye sager, før de rammer markedet, eller hør om diskrete off-market-ejendomme, der matcher lige præcis dine kriterier.

Areal i m²

Pris

Årlig leje

Beliggenhed

Vælg tilhørsforhold

Kontaktinformationer

Eventuelle kommentarer

Nyhedsbrev

Vælg mindst ét område at modtage nyhedsbrev fra

Der gik noget galt - prøv igen senere.

Til top