Nordicals formidler milliardtransaktion med REMA

   

Nordicals formidler milliardtransaktion med REMA

Sag | 17.01.2024

REMA 1000 har i en sale and lease back-transaktion frasolgt 64 ejendomme. Køberen er et norsk konsortium bestående af selskaberne AKA, Reitan Ejendom og AS Straen. Selskaberne erhverver ejendommene med REMA 1000 som lejer på en længere lejekontrakt.

Ejendommene er til dels REMA 1000’s egne udviklede butikker og til dels ejendomme, som de har overtaget fra ALDI i forbindelse med at ALDI lukkede sine aktiviteter i Danmark. Ejendommene ombygges til REMA 1000 og afleveres til køber i løbet af 2024.

Transaktionen er formidlet af Nordicals’ Capital Markets-team ved partner Steen Storgaard Møller i samarbejde med partner i Nordicals Horsens Bo Pinholt og har en værdi på 2,8 milliarder norske kroner.

”Vi har arbejdet struktureret med denne transaktion siden foråret 2023. Dialogerne har naturligvis været påvirket af et uklart rentemiljø, men ikke desto mindre har der været stor interesse fra primært internationale investorer, som kunne se en betydelig værdi i et langsigtet samarbejde med REMA 1000 som lejer,” fortæller Steen Storgaard Møller.

Attraktivt aktiv

Selvom transaktionen er gennemført i mindre klart rentemiljø og på et ejendomsmarked med færre referencesager end vanligt, så er transaktionen gennemført uden betydelige prisreduktioner.

”Transaktionen er gennemført uden de prisreduktioner, man ellers kunne forvente i et mindre gennemsigtigt investeringsmarked. Men vi er selvfølgelig også bevidste om, at det er et meget attraktivt aktiv, der har været udbudt,” udtaler Steen Storgaard Møller.

Til top